VIBhouse

Mere om:

Jeg har haft en fast daglig medatiotionspraksis på 60 minutter gennem i hvert fald de sidste 5 år. Derudover laver jeg forskellige former for fysisk træning.

• Mindfulness Instruktør, udd. ved Heinrich Johansen, 2016
• Qi Gong instruktør, udd. ved PTCC, 2018
• MBSR uddannelsen opstartet, 2017
• Kognitiv terapi erfaring, 2018

Dagbog fra 10 dages retræte - kontemplative åndelige øvelser, Jesus-bøn / centrerende bøn, Skt. Birgitta Kloster, 2018

Dag 1. Dec-2018:

Startet retræte. Aldrig er jeg blevet så hurtigt afslappet. Godt nok knækker og knager det lidt i nakken. Men det er uden kamp - bare afslappet. Ingen uro, ingen ubehag. 

Aner til gengæld allerede ikke rigtig hvad jeg laver her, altså sådan at forstå at jeg allerede har givet mig hen til at være lige HER, lige NU, uden at have den fjerneste anelse om hvad jeg end måtte kunne eller ville opnå. 

Dagene er korte, var ude i naturen, gik langs vandet til Gudstjeneste i domkirken efter messen her. Kig 1,5 time bagefter i frost. Det var en ørken - koldt og blæsende. De få gyldne farver og en enkel fugl her og der forsøgte at fastholde solens varme. 10.000 fugle lå ude på vandet. Alt synes godt. Det var rensende, ubeskriveligt og lettede alt - også humøret. 

I eftermiddag meditation. Næsten spontant - det har aldrig gået så let før - uden noget særlig mål eller villen. Bare sidde, være og ro, ro, ro og nærvær. Har aldrig startet en retræte så rolig og nærværende før. Det er som om rammerne i klostret beskytter mig mod alt, hvad der normalt tynger mig ved at være sammen med andre. Hvorfor jeg i grunden ikke bryder mig så meget om grupper. De tynger mig næsten altid. Men, ikke her. Fik en skøn ro, lige fra jeg kom. Har de fint med at være på retræte og kombinere med motion i svømmehal (det er næsten det samme som løb). Det hele kan kontempleres, det hele kan sanses. Fortsætter processen jeg var i gang med hjemmefra med at lade det gamle dø - for at give plads til det nye og endnu ukendte.

Dag 2. 

Dårlig nat. Overmandet af ligegyldighed og smerte fra arbejde, fremtiden med usikkerhed om økonomi. De nuværende kollegers totale mangel på respekt - min egen respektløshed. Det viser sig ved en ophobet udmattelse pludselig kommer til overfladen - der er gammel, årevis gammel. Det er mig der må bryde den. Få det til at fungere, selv om jeg ikke ser muligheden. Selv om jeg er løbet helt tør. Nødt til at stå op, og gå igang med denne dag. Der er morgensang i kirken om 20 minutter.......

Blanding af træthed, smerte og ligegyldighed i kroppen. Og samtidig en smuk vital energi. Magter ikke meget. Morgenmad om lidt, derefter meditation, i dag på vejrtrækningen, stadig afslappet - mærkeligt nok. Med meget stort behov for at skulle være uden at præstere. 

paradoks, at skulle være lysvågen med åndedrættet. Jeg har intention og ønsker. Men, det falder mig svært - måske fordi det bliver et spørgsmål om præstation. 

Efter de to første meditationer er energien normal igen, som om jeg var virkelig udhvilet efter natten..... 

 Her til eftermiddag forsvandt min ellers veludviklede logik, og ide om rigtigt og forkert. I stedet er der et vældigt tilstedevær af en vældig kraft i det her nu. Tankemæssigt helt ro. Afslappet uden rigtig at være træt. Oplagt. Føles lidt som at kunne skue ud i et stort rigt landskab. Det er som om al dualitet forsvandt, og landskabet er livet - uden omsvøb, uden forklaringer - bare der - total væren i livet. Ingen grund til at have holdninger om det gode eller dårlige. Alt bare er - samordnet, samtidig, uden dualitetens konflikt.....

Blød som det blødeste smør smelter jeg glad ind i hele verden - uden overhovedet at være grænseløs. Svømning til aften var skønt. Blødt, rart at få rørt kroppen. 

Glæde, kærlighed, ro, åbenhed. Alt synes badet i skønhed, selvom verden stadig er sig selv med grimt så rigeligt.

Har nået 8 meditationer på åndedrættet, som var målet. De fleste rolige med god koncentration. Indre samling og ro. Faktisk utrolig lidt uro. Lige om lidt sengetid.

Dag 3.

Sovet godt i nat. Godt tilpas og alligevel en dominerende stivsindet vrede på hunden der i min barndom dræbte kattekillingerne. Personer kører i tankerne og deres: "fint skal det være" - materielt uden spiritualitet. Devaluerende tanker om mig selv også. Ser min egen kamp for ikke at være det de "andre" har "dømt" mig til at være - hvilket blot bekræfter dem i deres fordomme, fordi jeg reagerer på dem. Et menneskespil ældre end Jesus. Min eneste vej, at møde dem der, blødt og blidt, vågent og nærværende. Hvilket jeg så ikke selv kan leve op til. Kan ikke engang møde mig selv der to meditations-sessioner. Den første kunne jeg følge instruktionen. Den anden blot være optaget af dette der fylder, en rigig stivhed. Fulgte ikke anvisningen med at mærke kroppen, blev væk, tanker, selvcentrerende, projektierende i stedet for at blive ved sansningen, konstant latent vrede, bag den magtesløshed. Ved jeg ikke magter at give de nærmeste de rammer jeg ideelt gerne villle. social tryghed, uden modgang. Føler ikke jeg magter det for mig selv? Men, kan komme nærmere mine prioriteringer. Er ikke fastlåst, andet end det økonomien gør mig. Regninger der skal betales er fastlåsende, men selvvalgte. Bekymret for fremtiden økonomisk, bekymret for kommende ændringer. Er magtesløs overfor det. Synes ikke jeg kan gøre andet end at lade det komme præcis som ligegyldigheden i denne meditation. Har set dette før, min stivhed, min rigiditet. Det føles som om brystrygsøjle/skuldre er en lang uoverkommelig mur. Der bare står gold og tom mellem mig og den verden jeg samtidig føler mig mere forbundet til. Det virker meningsløst, vrede, anspændt vrede....

Kan faktisk godt se det nu. Mønstret jeg har i forhold til andre mennesker. Det gentager sig igen og igen. Har det samme mønster i mit Gudsforhold. Har tendens til at gøre mig selv i mine tanker til "offer" for Guds manglende velvilje overfor mig. Det er mig der lader mit liv løbe ud i sandet, især økonomisk hvis det sker. Det er som om jeg mere eller mindre ubevidst forsøger at bebrejde Gud for min økonomi. Lige præcis efter Jalics beskrivelse - Forhold til andre mennesker og til Gud er det samme. Man kan vidst godt kalde min vane for selvcentreret i høj grad.

Kan tydelig se, at jeg ved kun at gøre det her halvt, bliver ved med at fastholde mig selv i de forkerte mønstre. Ved det halve mener jeg lyset. Jeg vælger at blive hængende ved det der bliver mig foræret og forlanger mere. Jeg går ikke videre og opdyrker koncentreret Guds nærvær - Som er socialt samvær og hengivenhed for Gud. Ikke engang mens jeg mediterer (selv om det altid er hensigten og intentionen -  kan bare ikke hele tiden leve op til det). Det fastholder mig selv i nedsat kapacitet til at klare livet. Jeg gør det hele halvt, og påberåber mig hyppigt offer-rollen bagefter.

Det er jo lige gået op for mig hvordan den halve kapacitet = manglende overskud er meget let for andre at genkende og gennemskue for andre. Og lige nu må jeg indrømme - ved ikke om jeg overhovedet har lyst til at lave om på det. Det er nemlig nemt at påberåbe sig at være som en plante. Den skal have vand og lys serveret, og den bidrager så med at være der. Og så være meget fornærmet når andre ikke ser kvaliteten i det.....

Det er som om fuglene er kommet tilbage i mit liv. Har set efter dem det sidste års tid. Men de har ikke rigtig været der. De sidste uger er det som om de er her igen.....

Det går op for mig at det at sidde med foldede hænder har båret mig gennem mangt og meget hvad retræter angår. Så meget dårligdom. Og jeg har aldrig rigtig brugt tid til at mærke efter. Fornemme netop det mirakel. Har aldrig rigtig givet det opmærksomhed - Ser lige nu, der sidder 7 duer i et træ, uden for vinduet.....

Lykke er at være helt tilstede, glad og fyldt op på en skøn måde. Helt nærværende. Træt - men tilpas - tilstede lige her.

Dag 4.

Natten gik med mararidts agtige drømme, hvor jeg ikke rigtig kunne komme nogen vejne, og især ikke uden om træls begivenheder eller mennesker fra min fortid i drømmene.

Kroppen vrider sig i modstand på at blive renset. Gider ikke alle de gamle traumer. De ting jeg har gjort på vejen dog den største modstand, altså der hvor jeg har været grænseoverskridende, f.eks. overskredet grænser ved at oprette grupper på facebook og tage folk med i gruppen uden at spørge, uden at de har vist interesse. Glemmer hurtigt den slags i små undskyldninger om dets uskyldighed. Men, det hindrer tydeligt udrensningen af mine egne gamle traumer med den slags adfærd.

Kan ikke placere troen i det her. Føler mig træt. Synes måske det her katolske er lidt meget at gøre ud af det hele. Meget lang morgen sang i kirken. Så lang jeg ikke når en hel sektion, men kun en halv.

Irritation, træthed, vrede, mørke, mismod, misfornøjet. Måske især med ikke at have styr på det, hvilket jeg er helt klar over i forvejen. Det havde jeg ikke - det har jeg ikke - det kommer jeg ikke til, uanset hvor pinligt jeg synes det er......

Meditationen forløb med aktivering af vredes center i hjernen. Bare overløb af gammel ophobet vrede, navne og frustrationer over arbejde / karriere forløb. Afmagt. Samtidig med en indsigt i min utilstrækkelighed. Stadig vrede, men nu mere træt. Kan ikke se anden vej end den jeg går. Selv om jeg tvivler på den er optimal. Har ofte for tiden fornemmelse af det er endnu en blindgyde, endnu en meningsløs ørkenvandring.......

Stress i kroppen. Det har været tiltagende gennem de sidste 6 uger. Har svært ved at se fremtiden, ved godt hvad jeg gerne vil, ved det kræver meget, har ikke tillid til mig selv, at jeg kan gøre det. Troen på mig i systemet er efterhånden ikke stor på grund af min erfaring. Føler det jeg gør nu er en modreaktion på det. Så nu befinder jeg mig i den "modsatte grøft", i en lige så ubrugelig situation - Svært ved at se fremtiden. Men, dog en nutid....

Jeg er så træt af min nakke knager og knækker konstant at jeg er ved at kaste op. Det bliver ved, og ved, og ved, og ved....

Det positive er at min ryg bliver en lang ryg i stedet for at fornemmes som segmenter uden helhed. Der bliver sammenhæng mellem mellem mit bryst/hjerte og ansigt. Det bliver dele af en samlet krop, ikke adskilte enheder....

Skiftevis helt tom og tanker. Kom til at tænke på den rige unge mand. Sælg alt og følg mig siger Jesus. Gør man det hele op ejer jeg og de fleste jeg kender ikke meget andet end gæld. Så jeg vil svare; jeg har ingen formue, jeg har ingen økonomisk tryghed, jeg ejer allerede intet andet end gæld. Så derfor kommer jeg og følger dig. Føler mig fattig på lige fod med de nonner der er her i klostret. De har lige så meget og lidt som jeg. Og sådan med de fleste jeg kender bedst. Flere har svært ved at få det til at hænge sammen med bolig og almindelige behov. De har fornødenheder, men ikke rigdom eller større værdi. 

Forsøger allerede at være til tjeneste døgnet rundt. Hvad skulle det særligt nytte her? I denne rigdom i klosteret? Som jeg ser det færdes jeg jo dagligt blandt mennesker som meget lidt ejer, men ofte skylder en del. Kender også nogen af dem der stort set intet har. Og dem der slider så hårdt at de ikke har råd/ tid til dine gaver. Er det så dine folk?

Dag 5.

Velsignet skøn ro - dejlig fred - indre uro lige under overfladen....

Morgen meditation 2 x 30 min første god, anden med mange tanker, planlægning, alt det gode jeg kan gøre.....

Men meget usamlet. Lange perioder hvor jeg hverken var ved hænder eller ja, Kort sagt slet ikke ved opgaven. Det startede allerede inden jeg kom igennem krops-gennemgangen. Måtte tilbage og gøre det efter 10 minutter.

Smerter flere steder - mange tanker med planlægning....

Mange små uheld, og et lidt større da jeg var ude og gå.

Sad og så på adventskransen og kom i tanke om ordene - "vi venter hans komme i herlighed". Og, ja, hvilket herlighed i forhold til min sædvanlige elendighed om morgenen. Så er der måske svaret på mine tanker om den rige unge mand fra i går.... Måske hvis DU er åben for det.....

Skønneste ro - indre fred - velsignet fred. Natur, mere ro - skønhed, vinter, fugle. At opnå denne form for dyb ro og indre fred er hele det store arbejde værd. Nærvær, glæde, kærlighed. 

Må konstatere at min villighed til at lide er begrænset. Men er parat til at fortsætte de timer jeg kan holde vågenhed i meditationen. Løber tør hvis jeg presser mig selv for hårdt på. Er først for alvor på det seneste blevet opmærksom på denne ubalance i meditationen - høj nåde energi, men min indstilling doven. Er ikke indstillet på at lide, eller gennemlide det nødvendige for udvikling i kærlighed og i forhold til at give at give ubetingen. Når jeg er uvillig løber jeg bare konstant tør. Det er også mange års tidligere uvilje der langsomt skal rettes op. Mærker jo samtidig klart forbedringerne i forhold til sidste år, hvor jeg næsten ikke kunne være i at sætte mig, til nu hvor jeg har fire timers konstruktiv meditation daglig. Oplever samtidig mit manglende nærvær konstant, uden omtanke som et andet korstog uden tilstedevær....

Var til "De ni læsninger" i domkirken. Det var meget smukt. Billede af altertavle fra Langelund kirke ramte mig virkelig.

Samtidig længsel efter at dele oplevelsen. Kan samtidig godt se hvordan mine tidligere valg, og tendens til at leve i en fantasiverden selvfølgelig giver resultatet at jeg er temmelig meget alene. Hvem gider den egoist, der lever halvejs i en fantasiverden de ikke forstår?

For en gangs skyld indsigt, ikke bare følelser af længsel og sorg. Har faktisk et dybt ønske om at blive bedre til at give. Og det på en måde så folk bliver glade, og ikke bare føler de "skylder" gengæld. Hvorfor er relationer mellem voksne så vanskelige? Tænker stolthed må være svaret. Er godt nok taknemlig for det jeg har.

Dag 6.

Morgen meditation - dagens bedste tid. Stilhed, ro, sitrende, sprød væren. Stilheds genklang. Høj energi - så høj det vælter op, min reaktion, at fremstille mig selv som helt. Offeret der rejser sig som helt. Så meget jeg er nødt til at tage til orde og svare folk i mine tanker. 

Har meget, meget svært ved at blive i beskuelsen og gennemlidelsen. Det er som om jeg ønsker at "eje" lidelsen, måske fordi det er den måde hele min arbejdsverden fungerer på. 

Ubevidste mennesker der jagter tryghed og frihed fra lidelsen - mens de vælter blot endnu mere rundt i det. 

Har svært ved at gennemskue det med ydmygelser. kan godt se det rigtige i det Jalics skriver. Du må fjerne dig, og lave en sikker vej igennem grænsesætning. Gennemlide det, og så udefra møde dem med venlighed. 

- men hvorfor er det så svært at lade være med at sætte hårdt mod hårdt, eller offergøre mig selv. Har for længe siden opdaget jeg har det bedst når jeg tager stilling, flytter mig og handler konstruktivt. Alligevel i meditationen vil jeg helst holde fast i de gamle vaner. 

Morgenmeditationen giver helt klart energi til heling af traumerne. Men, den indre uro er også stor. Meget af temaerne handler om reaktivitet. Tit synes jeg grænsen er hårfin mellem at være reaktiv og gå i den modsatte grøft i forhold til andres provokationer, og at trække sig, finde fodfæste og stå fast. Jeg kan godt blive i tvivl om hvilke af de to jeg har gang i........

Svømning er godt. Vandet er så blødt, så man kan svæve afsted som engle i lyset......

Overrasket over hvor stor en effekt det har på mig at nævne Guds mor ind i mine hænder når jeg mediterer. Der er kæmpe kræfter i det, som min skepsis og modstand må acceptere er tilstede, selvom jeg har fordomme om det. Må acceptere at klostret gør kraften betragtelig stærkere.....

Her er den skønneste fred, ro og stilhed......

At sige Guds moder ind hænderne har rigtig mange lag. Maria mor Gud i menneske kød. Guds udvalgte. Men også at være helt tilstede for Gud som forælder.....

Sidder bedre og bedre - roligt i kærlighed - fokuseret og samlet om at sende ordene ned i mine hænder - og samtidig denne indgående, påtrængende fornemmelse af lige om lidt går jeg i stykker. Lige om lidt er jeg splittet i atomer. Selvfølgelig sker det ikke, men jo mere rolig/kærlig meditation - jo mere også af denne følelse.....

Det går godt med at holde formen, og fokusere på fødder, sæde, overkrop og huske ansigtet. Det har ikke tidligere gået så nemt at holde mig fast til strukturen. Denne gang mærker jeg virkelig hvordan det samler kroppen, og hvordan mit ansigt slapper af. Det folder ikke i de vanlige anspændte folder. Kom til at tænke på jeg virkelig lige kan møde folk jeg virkelig er skuffet over med kærlighed, også i mine tanker. Det giver en rar fornemmelse. Det sætter mig fri af relationen.

Dag 7.

Tager en ekstra dag med at sende ordene "Guds mor" ind i hænderne. Skøn stille morgen - den bedste tid på dagen. Skønt at mærke kroppen hænger sammen i en enhed - en lille borg. Bedst at være helt tilstede med kærligheden i nuet.....

Bryder mig ikke om min nakke knager så meget, men samtidig føles det som at blive lettet fra en byrde. På den sidste mindfulness retræte jeg var på så jeg meget stærkt klart lys. Det var som om det kom ned over mig, for at beskytte mig i et meget fjendsk miljø. Her er det meget som at være i et stort grænseløst kærlighedsrum - hvor lyset er dybt indbygget, men på ingen måder skarpt. Lyset er nærmest inverteret til mørke. I rummet er det muligt at arbejde med kontemplation og skue og gennemskue lidelse.....

Tiden går stærkt i meditationerne, mange tanker hvirvler rundt - flere end sædvanlig - måske som følge af kroppen til tider synes at være ved at splitte ad......

Det går op for mig at det kærlighedsrum der opstår er uden vurdering. Der er ikke længere godt eller dårligt. Det er bare en dyb indre samling og sansning af alt i rummet, ubetinget kærlighed, uden vurdering. 

Der er virkelig en pointe i at nærvær og samvær er to sider af samme sag. 

Uden nærvær - ingen samvær

Ingen samvær - uden nærvær

Kom i tanke om en væsentlig forskel på budisme og kristen meditation. En af de første ting en budistisk lærer starter med er at forsøge at overbevise en om man ikke eksisterer, fordi man er jo hverken sin finger, fod eller tanke. Det for så vidt rigtig nok, for det er bare ord, altså begreber. I den kristne meditation starter man med at samle sig, fra al den kropslige adspredelse. Fordi denne samling sker om en kerne - en kærlig kerne langt de fleste mennesker rent faktisk har, der udtrykker deres kærlighed som det centrale i deres liv, hvis de vel og mærke har kontakten med denne kerne.

Dag 8.

Ro, fred, glæde - nærvær. Jes rytmer til sangen i kirken når søstrene synger. Sidder godt og roligt i meditationerne. Min krop slapper af, det giver overksud. Nyder det. 

Stille dag, indre fred, nyder det. 

Mærkeligt med begrebet "ensomhed". Lige nu er den skøn, bølgende, men til andre tider kan den næsten give panik. 

Måske det er det med at skille ånderne. Her føler jeg mig "inde" i freden, men hører andre menneskers ekstreme egoisme - derude. I hverdagen kan det være sværere at skelne.....

Sjovt som nogle personer "mentalt" i mine tanker jagter mig i månedsvis i mine meditationer. Og sjovt nok har de mine vilde ungdoms mest ucharmerende sider på hver deres måde. Bryder mig ikke om at tænke på det, men genkender dem alt for godt fra mig selv.

Dag 9.

Morgenmesse efter morgen meditation - lidt ambivalent. Fordi lige nu midt i fordybelsen har jeg lidt følelsen af den også fremmedgør mig lidt fra Guds nærvær. Mest fordi jeg ikke er katolik. Glæder mig til Gudstjeneste i domkirken i morgen. 

Mærkeligt hvordan samme problematiske mennesker stadig fylder i mit sind. Har fået mange varme julehilsner fra andre gode venner. Der er en sandhed i det Jalics skriver: Jesu navn har brug for at tage bolig i hjertet. Har brug for at slå rod og spire der, hvilket også der ganske rigtigt var messens budskab i dag...

Så kom solen endelig. Hele ugen har den været gemt bag skyen, men denne formiddag, efter gåtur, skinner den klart, lige i øjnene, der hvor jeg sidder og mediterer. Bringer skarphed, kontrast og varme. Syn for sagen, glimmer i det grønne....

Min juls højdepunkt er middagen i aften. I et fællesskab alle der har valgt at være en del af. 

Dag 10.

Sovet vidunderligt. Stået sent op - spist morgenmad, og nu til domkirken efter første meditation. Skøn indre ro, fred. 

Skøn Gudstjeneste til morgen, føler mig træt. Har kun mediteret 3 halve timer. Glæder mig til at komme hjem. Har virkelig haft en skøn tid på retræten, en af de bedste jeg kan huske. Det har virkelig dækket mine behov at være her. 

Et grundlæggende trygt spirituelt rum - nærvær, ro , fordybelse, natur, enkelthed, gode samtaler, fokus på det væsentlige, hvile, glæde, masser af glæde.

Er glad for jeg tog afsted trods tvivl. Jeg levet trods alt mit LIV, men mine behov - som ikke nødvendigvis er de samme som andres. Det har taget mig årevis at indse. Der er konstant forandring som fortsætter. Jeg kan ikke leve mit liv ud fra hvad andre tænker. 

Til morgen lidt solskin igen, det var også rart, midt i det grå.

Hjemrejsedag.

"Choose your enemies carefully, for in the end, they will last with you longer than will your friends." - Et par linjer fra U2, som sidder fast i mit hoved. 

Og

"Though nothing has changed, everything has changed" - David Bowie

Og som Jalics skriver, den største smerte er ikke at kunne tilgive de krænkelser andre har gjort mod en. Alt det man ikke efterfølgende har kunne gennelide i kærlighed og derefter give slip på. 

Når det er gennemlevet i kærlighed efterfølgende bliver man virkelig fri.

Selvfølgelig skal man altid her og nu sætte grænser, og ikke finde sig i krænkelser.

Min oplevelse oplevelse er det at kunne "rumme" og mentalt og fra hjertet kunne sige farval til de der har krænket mig, uden at behøve at fortælle dem det, eller sætte hårdt mod hårdt, uden at behøve at diskutere, uden at behøve at opføre mig unaturligt. Men bare for mig selv, dybt i hjertet - at kunne sige farvel, og også slippe dem. Det er simpelthen det mest befriende og tilfredsstillende. Meget, meget mere end at forsøge at fixe dem eller ændre på noget efterfølgende. Men, bare trække mig og give slip.

Det gør jeg kan mærke vitalitet, ro, sikkerhed, tryghed og skabertrang jeg kan tage med hjem og udleve. Verden er således helt den sammen, bare helt ny.

Jeg kan virkelig drage herfra fuld af kærlighed i hjertet.